Man skal ikke bevæge sig ret langt væk fra alfarvej i Spanien, før det begynder at blive vanskeligt at kommunikere med lokalbefolkningen på engelsk.

Jeg husker fx tydeligt, da jeg boede i Monachil lidt uden for Granada. Området kan prale af at have Spaniens populæreste attraktion, nemlig Alhambra, den store røde borg, som blev bygget af maurerne mellem 1248 og 1354.

I Monachil kunne man ikke klare sig med engelsk, hvis man fx ville ringe efter en taxa. Heldigvis var de så søde på den nærliggende café, at de gerne gjorde det for en endda uden for deres åbningstid.

Uanset om du vil opholde dig i Spanien i kort eller lang tid, kan det være en fordel at lære nogle spanske gloser. Har du ikke tid til at gå til spansk på aftenskole, kan du låne et sprogkursus på biblioteket.

Du kan også starte med et gratis spansk-kursus online for at få et indtryk af, hvor let eller svært det er for dig at lære.

 

Mango Languages

Mange biblioteker tilbyder gratis adgang til Mango Languages. Tag et kig på dit biblioteks hjemmeside eller spørg dem. Hvis de ikke allerede abonnerer på Mango Languages, vil de måske gøre det, hvis de får tilpas mange henvendelser. Et spansk-kursus hos dem kræver dog, at du er fortrolig med engelsk.

 

BBC Spanish

Siden bliver ikke længere opdateret, men indholdet fejler bestemt ikke noget. Her er sprogkurser for både absolutte begyndere og de lidt mere øvede. Her er også spansk for børn, en introduktion til det spanske alfabet, spansk slang, krydsord på spansk og andet godt, så du kan komme vidt omkring i dine bestræbelser på at lære at tale spansk som en indfødt. Ulempen er naturligvis, at der er tale om et engelsk-spansk kursus.

 

Spanish Programs

Her kan du få et gratis grundkursus i spansk til hverdagsbrug, hvor du blandt andet lytter til udtalen af de spanske ord og bliver opfordret til selv at gentage dem, så de hænger fast i din hukommelse. Det gratis grundkursus består af 55 sessioner, men endnu en gang er udgangspunktet engelsk.

 

Study Spanish

Det er egentligt et betalingskursus, men begynderkurset samt introduktionen til spansk grammatik og udtaleregler er gratis. Her er også en sektion kaldet Cultural Notes, hvor du kan finde paralleltekster på spansk og engelsk – se et eksempel her – og det afslører jo, at også dette kursus er engelsk-spansk.

 

Gratis ordbøger og grammatiske ressourcer

Via dit bibliotek kan du få gratis adgang til Gyldendals Røde Ordbøger i en online-udgave. De har udgivet både en dansk-spansk og en spansk-dansk ordbog.

Abonnerer dit bibliotek på Credo Reference, kan du også få gratis adgang til engelsk-spansk og spansk-engelsk ordbøger. Her ligger også ordbøger, som fx har fokus på gloserne i jura og forretningslivet.

Spansk Grammatik er en dansk hjemmeside, som på pædagogisk vis gennemgår den spanske grammatik og de forskelle mellem dansk og spansk, som typisk volder problemer.

Verbix kan hjælpe dig med at bøje de spanske verber.

Lingolex har lavet en masse lister med ord til at beskrive forskellige dagligdags situationer som fx samtaler om vejret.