Spanien trækker rigtig meget i mig i vintermånederne, hvor det kniber med dagslyset hjemme i Danmark, temperaturerne nærmer sig frysepunktet og vejret bare er gråt og vådt. Indrømmet, jeg har også oplevet regnfulde dage i Spanien, men det har aldrig været mere end et par dage i træk.

Det har efterhånden udviklet sig til en lille drøm om at flytte til Spanien i vinterhalvåret. Det er ikke sikkert, at det nogen sinde bliver til noget, men det gør mig alligevel nysgerrig efter at vide mere om Spanien og dele mine oplevelser og passion for landet med dig.

Når jeg er i Spanien, dyrker jeg gerne den aktive ferie med masser af mountain biking og vandring. Det er jo bare om at udnytte mulighederne, når man er i et land med bjerge. Sol, shopping og strand siger mig til gengæld ikke så meget, og det vil nok afspejle sig i de emner, som jeg skriver om.

 

Hvem er jeg?

Jeg hedder Susanne og arbejder til dagligt som bibliotekar på et folkebibliotek. Derudover driver jeg et lille firma ved navn Frumik, som er den officielle ejer af denne hjemmeside. Virksomhedens adresse er Herrestrupvej 15 i 4200 Slagelse, og CVR-nummeret er 29951489.

Du kan altid kontakte mig ved at sende en mail til hej@spanienspanien.dk.